Mit navn står på to andelsbeviser
Jeg fraflyttede en andelsbolig på Vesterbro den 1. april i år og flyttede ind i en ny andelsbolig på ovenstående adresse, som jeg ejer alene. Lejligheden på Vesterbro blev købt sammen med min ekskæreste i 2009 og vi står begge to fortsat på andelsbeviset. Min ekskæreste har ikke været samarbejdsvillig i forhold til bodeling og samlivsophævelse, hvorfor jeg figurerer på begge andelsbeviser. Han bebor fortsat lejligheden på Vesterbro og betaler alle udgifter. Jeg ved, at jeg i princippet har ret til halvdelen af lejlighedens værdi, men da min ekskæreste ikke ønsker at samarbejde i den forbindelse betyder pengene ikke så meget lige nu. Jeg er mere interesseret i om det kan blive et problem for mig at stå på to beviser samt om han kan sælge eller tage andre beslutninger vedr. lejligheden på Vesterbro uden mit samtykke nu når vi fortsat står på andelsbeviset sammen?
Du er fortsat medejer af andelsboligen på Vesterbro.
Det giver fordele: Du skal spørges ved salg, og bør betinge din godkendelse af, at halvdelen af salgssummen afregnes til dig.
Men det giver også ulemper: Du hæfter for betaling til andelsboligforeningen og til den bank, der måtte have finansieret købet. Og din kæreste kan misligholde lejligheden.
Så længe eks-kæresten betaler er der ingen problemer (ud over, at du har penge bundet).
Men det kan der hurtigt blive. Jeg vil tilråde, at du orienterer andelsboligforeningen om din nye adresse og beder om bekræftelse på, at du fortsat er registreret som medejer af andelen. Bed dem kontakte dig, hvis der er restancer eller andre problemer vedr. andelen.
Det kan resultere i, at andelsboligforeningen insisterer på, at I får ordnet papirerne du må vurdere, om det er en fordel eller en ulempe.
Du har forhåbentligt fået lukket fælles bankkonti og tilbagekaldt evt. fuldmagter til ekskæresten.
Venlig hilsen
Advokat Per Nielsen (H)
Direkte tlf. 96 31 33 60
E-mail: pern@advodan.dk | www.advodan.dk
Flere spørgsmål