Har din forening de rigtige forsikringer?
Hvilke forsikringer skal man som andelsboligforening tegne? Har din forsikring f.eks. en retshjælpsdækning i sin husforsikring? Og hvad skal man bruge en sådan forsikring til? Ofte finder man først ud af, hvilke forsikringer, man skulle have tegnet, når man står og skal bruge dem – og så er det for sent.

Det kan være lidt en jungle at finde ud af, hvilke forsikringer man skal tegne. Ejendomsadvokat, Nicholas Wantzin, giver sit bud på, hvilke forsikringer man som andelsboligforening skal overveje samt fortæller, hvilken værdi de forskellige forsikringer har for jer som forening.
Giv jeres andelsboligforening et forsikringstjek
Det er en god ide en gang for alle at give jeres forening et forsikringstjek. Hermed sikrer I jer, at I har alle de forsikringer, som I har brug for. Et forsikringstjek bør gentages, hvis der er væsentlige forhold i foreningen, der ændrer sig; f.eks. administratorskifte eller ny vicevært.
Hvad er forskellen på de forskellige forsikringer?
Der findes en række forskellige forsikringer, som man som andelsboligforening skal overveje. Nogle dækker foreningen for interne tvister og andre dækker foreningen mod økonomisk kriminalitet. Dertil er der forsikring for arbejdsskade, såfremt foreningen har ansatte – herunder en vicevært.
- Retshjælpsdækning
- Kriminalitetsforsikring
- Bestyrelsesansvarsforsikring
- Besvigelsesforsikring
- Arbejdsskadeforsikring
Dertil selvfølgelig forsikringer i forbindelse med byggesager, hvilket du kan læse mere om her
Retshjælpsdækning
Som andelsboligforening har I helt sikkert tegnet en husforsikring, men har den retshjælpsdækning? En retshjælpsdækning hjælper foreningen i sager mod egne beboere. Det kan eksempelvis være en sag, hvor en lejlighed står ubeboet hen i strid med foreningens vedtægter.
Kriminialitetsforsikring
En kriminalitetsforsikring tegnes separat og sikrer foreningen, såfremt administrator eksempelvis tager af kassen.
Bestyrelsesansvarsforsikring
Med en bestyrelsesansvarsforsikring dækkes bestyrelsesmedlemmerne, så de ikke står personligt til ansvar for de beslutninger, der træffes på bestyrelsens vegne. Denne tegnes ofte i tillæg til husforsikringen eller gennem ABF.
Besvigelsesforsikring
Hermed sikrer I jer, hvis et bestyrelsesmedlem skulle finde på at tage af kassen. En besvigelsesforsikring tegnes som tillæg til bestyrelsesansvarsforsikringen.
Arbejdsskadeforsikring
Hvis foreningen har ansatte, f.eks. en vicevært, er det lovpligtigt at have en arbejdsskadeforsikring. Såfremt viceværtsfunktionerne varetages af et eksternt firma, er det firmaets ansvar at have en arbejdsskadeforsikring for sine medarbejdere.
Hvornår er vi dækket gennem vores administrator?
Ingen af ovenstående forsikringer er dækket gennem jeres administrator. Har I en advokatadministration, kan I dog søge dækning gennem Erstatningsfonden, såfremt jeres administrator tager af kassen.
Det kan være dyrt at spare en forsikring væk
Ofte bliver man først opmærksom på sine forsikringer, når skaden er sket. Sørg for at gøre jer selv den tjeneste, at I tjekker jeres forsikringer igennem. Sæt det evt. som et fast punkt på bestyrelsesmøderne en gang om året. Hermed sikrer I, at I altid har de forsikringer, som I som andelsboligforening har brug for.
Kontakt for at høre mere
Er I i tvivl om, hvilke forsikringer, I skal tegne, så er I altid velkomne til at kontakte Wantzin Ejendomsadvokater; mail@wzn.dk eller 33 13 11 35