Nøgler – bruger din ejendom stadig det?
Mange ejendomme ønsker at skifte de mekaniske nøgler ud med elektroniske nøglebrikker, men kan det svare sig og hvornår er det en god idé?

Stort set alle etageejendomme har i dag aflåste fællesdøre. Især mod gade og gård, men ofte også mod kælder og loft. Det er dog de færreste der tænker over, hvorfor dørene er låst – eller i det mindste ønskes låst, men det bunder altid i et ønske om at regulere adgangen til ejendommen, af den ene eller den anden grund.
Lad os derfor slå fast med det samme, at både mekanisk og elektronisk aflåsning er en form for adgangskontrol. I daglig tale er det bare sjældent, at vi opfatter almindelige låse og nøgler som adgangskontrol.
Hvad kan almindelige mekaniske låse gøre for mig?
For mange ejendomme, vil almindelige mekaniske låse give et tilstrækkeligt sikkerheds- og funktionsniveau. Generelt kan de mekaniske låse og nøgler opdeles i to kategorier: Med eller uden system.
For nogle få ejendomme, er det tilstrækkelig hvis blot gadedøren er aflåst og beboerne selv kan kopiere deres nøgler, som de har lyst til. Det siger sig selv, at sikkerhedsniveauet her, er meget lavt, når alle der har haft en nøgle i hånden i mere end ti minutter, kan have fået fremstillet en kopi. Som en naturlig konsekvens bør bestyrelsen være bevidste om, at de ikke har nogen kontrol med, hvem der kommer og går på ejendommen.
Det har også en anden uheldig konsekvens: Nøgler der kan kopieres frit, bliver fremstillet i meget varierende kvaliteter. Det betyder i praksis, at låsene slides markant mere, fordi nøglerne ikke alle er ens og ikke er alle er fremstillet korrekt. Selvom det lyder overdrevet, kan det meget nemt forkorte levetiden på en lås med op til tre fjerdedele. Samtidig gør det servicering af låsen til en umulig gætteleg for låsesmeden. Denne løsning er reelt kun for meget små foreninger.
De fleste boligforeninger vælger at have en eller anden form for låsesystem, hvor nøglerne ikke kan kopieres af beboerne. Det er typisk ca. dobbelt så dyrt i etablering, som låse uden system, men fordi nøglerne ikke kan kopieres af alle og enhver, kan sliddet på cylindrene holdes på et fornuftigt niveau. Desuden giver det den markante fordel, at der er et minimum af kontrol med hvem der kommer og går på ejendommen. Da alle systemnøgler i dag er fortløbende nummereret, kan man endda føre kontrol med hvilke og hvor mange nøgler der er udleveret til hver enkelt lejer, om end det sjældent praktiseres.
Den primære fordel ved et låsesystem, fremfor låse uden system, er altså, at nøglerne ikke kan kopieres og at beboeren derfor er nødt til at henvende sig, hver gang en nøgle mistes. På den måde kan bestyrelsen forholde sig til, om nøglen er mistet på sådan en måde, at der er en sikkerhedsrisiko.
En sekundær fordel er, at et låsesystem kan indrettes så det er muligt at have flere forskellige sikkerhedsniveauer på såvel nøgler som cylindre. Det vil sige at en beboernøgle f.eks. kan åbne postkasse, gadedør, kælderrum og lejlighed, mens en viceværtnøgle kan åbne alle fællesdøre samt fyrrum og depoter, men ikke lejligheder, postkasser og pulterrum.
Groft sagt kan et låsesystem skræddersys til næsten alle de funktioner man kan tænke sig til. Man skal bare helst kunne forudse situationerne inden låsesystemet er samlet og leveret.
Sidst, men ikke mindst, har låsesystemer typisk også en væsentlig højere dirkesikkerhed end låse uden system. Dette er måske ikke så relevant på ejendomme, som det er for virksomheder, men det kan da ikke skade at have en god dirkesikkerhed.
Hvad er så argumentet for elektronisk adgangskontrol?
Selvom man kan komme langt med mekaniske låse, er der nogle ting som trækker i retning af elektronisk adgangskontrol – også selv om det typisk er væsentligt mere kostbart i indkøb, end et mekanisk låsesystem. Faktisk er elektronisk adgangskontrol i nogle tilfælde ”blot” et supplement til et eksisterende låsesystem, hvor cylindre på gadedøre udskiftes til noget elektronisk, mens de får lov at blive siddende på loft- og kælderdøre.
Der hvor de mekaniske låsesystemer kommer til kort, er at hver gang der skal ændres noget, skal låsesmeden tilkaldes og/eller der skal bestilles nye nøgler. I en ejendom med mange ændringer, er det en konstant udgift, der driver driftsomkostningen og bestyrelsens tidsforbrug på et mekanisk låsesystem i vejret.
Samtidig er der et begrænset antal koder i et mekanisk låsesystem, så det er ikke altid, man kan få lavet den ændring man ønsker, uden at det påvirker noget andet. F.eks. må man nogle gange acceptere, at det er flere lejligheder der skal omlægges, blot for at erstatte en enkelt bortkommet nøgle.
Med et elektronisk adgangskontrolsystem, kan ejendommen selv overtage en del af låsesmedens arbejde med at ”omkode” låse. Hele idéen er nemlig, at det skal være nemt at tildele, ændre og fratage rettigheder i systemet. Mister fru Olsen sin nøglebrik, kan viceværten eller et bestyrelsesmedlem altså blot tage en ny op ad skuffen, programmere den ind i de rigtige låse og udlevere den. Alt sammen inden for få minutter og uden at tilkalde låsesmeden.
Den enkle og hurtige mulighed for omprogrammering, tildeling, eller redigering af rettigheder er også medvirkende til, at ejendommen lettere kan holde et fornuftigt sikkerhedsniveau over en længere periode.








Der findes efterhånden elektroniske adgangskontrolsystemer der passer til alle ejendommes behov, fra de helt avancerede til de meget simple. Der er også mulighed for at vælge i hvor høj grad låsesmeden skal involveres. Nogle systemer egner sig godt til boligforeninger der kan klare det selv og andre systemer er gode, hvis låsesmeden hjælper med programmering af låse og nøgler, hver gang der skal laves ændringer.
Nogle adgangskontrolsystemer fås også med apps til beboernes mobiltelefoner, men man skal som boligforening overveje om det er den vej man skal gå. Nogle gange er det den rigtige løsning, men for de fleste boligforeninger giver det blot bestyrelsen for meget administration og ingen reelle fordele for beboerne, i forhold til blot at have en elektronisk nøgle eller nøglebrik.
Skal ejendommen alligevel have fat i låsesmeden for at få udskiftet dørtelefoner, er det en god anledning til også at få en pris på elektronisk adgangskontrol.
Er det tid til at se på ny adgangskontrol i jeres boligforening?
Vil du vide mere om låsesystemer og adgangskontrol, og hvilken løsning, der vil passe jeres andelsboligforening? Så kontakt Mejlshede Gruppen.