Elevatorer giver liv til tagterrassen
En andelsboligforening på Lipkesgade er godt i gang med at modernisere deres gamle ejendom fra 1890 med elevatorer og altaner, så komforten øges og adgangen til den 10 år gamle tagterrasse gøres nemmere. Se billederne og bliv klogere på, hvorfor foreningen har valgt at få elevator i ejendommen.

Altan.dk er næsten færdige med at levere tre stk. elevatorer til ejendommen på Lipkesgade, så komforten øges for beboerne, og de blandt andet får en lettere adgang til deres tagterrasse, og så de ældre og dårligt gående kommer nemmere op og ned fra deres lejlighed. Elevatorbyggeriet er næsten færdigt, mens opførelsen af de projekterede altaner forventes at starte til sommer.
Hans Jørgen Thomsen, kasserer i andelsboligforeningen og foreningens repræsentant i byggeprojektet, fortæller om processen og tankerne bag.
Hvorfor har I fået elevatorer i jeres ejendom. Det er jo ikke helt billigt?
”Der bor både unge, midaldrende og ældre i ejendommen. Det er især de ældre, der synes, det var dejligt med en elevator, så vi uden problemer kan komme op på vores store tagterrasse. Jeg har selv forældre på 90 og 92 år, og de har ikke kunnet besøge mig i mange år, fordi de ikke kan klare trapperne. Det kan en elevator gøre noget ved,” siger Jørgen Thomsen og fortsætter:
”Derfor undersøgte vi sagen og syntes godt om det projekt, Altan.dk præsenterede for os. Vi startede egentlig med at ansøge om altaner i 2015, som vi troede, ville gå rimeligt smertefrit, men kommunen kunne ikke godkende vores projekt. Derfor påbegyndte vi i stedet elevatorprojektet.”
Har der været mange udfordringer i forhold til at få elevatorerne godkendt?
Egentligt ikke. Den eneste alvorlige udfordring var, at der skulle etableres nye nødudgange oppe fra vores tagterrasse. Myndighederne forkastede vores forslag, og det endte med, at der skulle føres to hovedtrapper op til tagterrassen, som skulle have samme hældning og trappeafstand, som hovedtrappen har i dag. Hvis man løber ned ad trapperne i tilfælde af brand, kan man nemt falde, hvis der pludselig er nogle andre trin og en anden hældning på trappen i forhold til det eksisterende.
Jørgen Thomsen
“Det var ikke med i tilbuddet, og det gav nogle reelle udfordringer for Altan.dk, men det lykkedes heldigvis at få løst det til sidst. Så i dag har vi fået tre elevatorer i ejendommen. Samtidig har vi fået, hvad jeg kalder to motorveje af trapper, så det ser vi som en lille sidegevinst. Når man fjerner en køkkentrappe til fordel for en elevator, og kun har hovedtrappen som flugtvej, skal man etablere et sprinkleranlæg på selvsamme hovedtrappe. Der skal også sættes branddøre i køkken- og hovedtrappen, så ejendommen har ændret sig meget ud over at blot få tilført elevator,” siger kassereren.







Har det så været det hele værd med elevatorerne i forhold til udgifterne?
Selv om vi lige mangler de sidste få procent i at være færdige, er det set i bakspejlets klare lys den helt rigtige beslutning. Det er så rart, at vi bare kan gå ud ad køkkendøren og 10-15 sekunder senere stå oppe på tagterrassen. I dag kan vi køre vores ting derop med en lille vogn, hvor vi før i tiden skulle bære alt derop via køkkentrappen. Og havde vi glemt noget, ventede der en tur på flere etager op og ned ad trapperne igen. For dem, der bor i kælderen eller stueetagen, var en tur op på taget næsten en lille rejse, så dem så vi sjældent deroppe. Derfor håber vi på, at vi får en masse terrassevejr og -liv til sommer, så vi kan bruge tagterrassen mest muligt. Vi har en meget lille gård, så tagterrassen er vores have – og med udsigt og det hele. Vi vidste ikke på forhånd, at vi skulle have to nye trapper derop, men det har resulteret i to store trappetårne på taget, som har givet en masse gode hyggekroge. Før var tagterrassen bare en stor, åben terrasse.
Jørgen Thomsen
“Jeg tror personligt, at elevatorer er fremtiden for mange ældre ejendomme, selv om der er mange udfordringer ved at opføre dem. Her er en masse skjulte skavanker, man skal tage hensyn til, og Altan.dk har været udfordret undervejs, men vi har haft et fint samarbejde med dem i forløbet trods alt. Selv om elevatorerne er små, rummer de 2-3 personer, og hvis man for eksempel sidder i en kørestol eller skal bakse med en barnevogn, er der også plads til dem.”
Hvad med altanerne? Hvad sker der?
”Vi vil stadig gerne have altaner, men der har virkelig været politiske udfordringer med kommunen i forhold til placeringen af dem. Det har endt ud i, at vi kun må opføre 2 altaner ud mod Lipkesgade, mens de resterende 18 kommer til at ligge ind mod gården. Vi ser derfor frem til, at Altan.dk kan gå i gang med byggeriet til sommer, men i disse coronatider er det meget usikkert,” fortæller Hans Jørgen Thomsen, der efter at have deltaget i 44 byggemøder, grinende konstaterer, at ”han har lært en hel del om området.”
Vil I høre mere om elevatorer til jeres forening?
Altan.dk indbygger elevatorer i byens ældre etageejendomme, og klarer alt lige fra første besigtigelse til det sidste tjek. Som de eneste løfter firmaet hele processen fra tilbud og projektering til transformering og efterfølgende service, hvilket letter processen for foreningerne og sikrer en professionel løsning. Kontakt Altan.dk her.