Alt om altaner i andelsboligforeningen
Danskerne elsker altaner – og af gode grunde. Bor man i en etageejendom, er det nemlig den perfekte måde at få lidt af byen ind på livet og få direkte udgang til frisk luft og masser soltimer direkte fra sin bolig.

Men hvordan kommer man i gang med projektet i andelsboligforeningen, kan alle få altaner, og hvad koster selve opsætningen? Det er relevante spørgsmål, vi tit modtager, og derfor har vi allieret os med Altan.dk, som er vores branchepartner på altaner. Læs med her.

Hvorfor få altaner?
Det er der mange årsager til. Med en altan kan du få lidt af byen ind i din andelsbolig. Det er et sted, man i ro og mag kan nyde de varme solskinsdage med en god bog og hyggelige aftentimer med sine kære. Og så er altaner et vigtigt parameter, når man skal sælge andelsboligen. Ser man på søgestatistikerne hos forskellige boligsider, viser det sig nemlig, at altaner er det absolut mest efterspurgte hos danske boligsøgende, forklarer Louise Ganci, som er marketingansvarlig hos Danmarks mest erfarne altanfirma, Altan.dk.
Boligsiden Boliga laver opgørelser over, hvad folk søger efter i boligsøgningen. Der ligger altaner nummer et med afstand til nummer to over de sidste 8 år. Altaner er altså det, de boligsøgende søger allermest efter, når de skal finde en bolig.
Marketingansvarlig hos Altan.dk, Louise Ganci
Se video: En glad altanejer
Kan alle andelsboligforeninger få altaner?
Som udgangspunkt er svaret ja. De fleste kan få altaner – helt uden problemer.
I visse tilfælde er der lokal lovgivning, som begrænser mulighederne. F.eks. kan jeres ejendom være fredet, hvorfor der ikke må ændres på facaderne. Hvis der ikke er nogen lokal lovgivning, som bestemmer noget andet, er det blot at komme i gang med processen, når det er besluttet ved generalforsamlingen.
Altan.dk har både lavet en guide til det gode altanudvalg samt en guide til at komme sikkert og trygt i gang med et altanprojekt – du finder dem begge her.
”Der er mange ting man skal tage hensyn til, når man drømmer om altan – lige fra lysindfald og æstetik til størrelse og materialevalg. Helt konkret er det f.eks. afgørende, i bl.a. København, hvor mange vinduer der er i lejligheden, samt hvor langt der er til modstående bygning. Det er nemlig afgørende for, hvor stor altanen kan blive,” forklarer Louise Ganci fra Altan.dk og fortsætter:
“Altanens placering mod gård eller gade er også afgørende for både størrelse og materialevalg, og sådan er der rigtig mange forhold, som spiller ind. Hos Altan.dk kender vi reglerne ud og ind, og vejledning og forventningsafstemning med vores kunder er en af vores spidskompetencer og mest fornemme opgaver. Det er dog en fordel, hvis man som kunde selv sætter sig ind i altanreglerne i sin kommune og har en klar idé om, hvad man ønsker.”
Der er flere muligheder for, hvor altanerne kan sættes op. I de fleste tilfælde sættes udgangen op et sted, hvor der i forvejen er vinduespartier, som ofte bestemmer bredden på dørspartiet ud til altanen. Det er også muligt at få sat altaner op på gavlen, hvis man har en uudnyttet og bar facade.
Hvilke typer altaner kan man få?
Ønsker man et lille udendørs miljø med plads til gasgrill og et loungeområde eller blot plads til et cafésæt, hvor man kan nyde morgenkaffen og få lidt bymiljø ind i lejligheden, er der rig mulighed for det med en altan. Uanset hvilke behov altanen skal opfylde, er der et bredt udvalg at vælge imellem, som matcher netop din bolig. De fire mest kendte typer er facadealtanen, franske og spanske altaner, samt tagaltanen.
Facadealtan i andelsboligen
Facadealtanen er den type, de fleste tænker på, når man snakker altaner – det er nemlig den mest udbredte altantype, hvor der er fin plads at boltre sig på. En klassisk standardstørrelse er 1,3×3 meter, men kan både være større og mindre, alt efter bygningen og om den lokale lovgivning tillader det.
Fransk altan i andelsboligen
Den franske altan er det perfekte alternativ, hvis man ikke ønsker en almindelig facadealtan – eller af den ene eller anden årsag ikke kan få etableret en. En fransk altan er en altandør og et gelænder, hvor man kan stå og nyde den friske luft, få ekstra dagslys ind i lejligheden og skabe et rart indeklima med god udluftning. Ligeledes kan den være oplagt i soveværelset til dig, som allerede har en facadealtan, hvor man også kan lufte dynerne over gelænderet.
Spansk altan i andelsboligen
Den spanske altantype minder meget om den franske og har alle de samme fordele, men her er der også lidt gulvplads – op til 300-400 mm dybe. Det er derfor den perfekte altan, hvis man ikke har plads til en facadealtan, men alligevel ønsker en lille altan med plads til småindretning eller et par potteplanter og altankasser.
Tagaltan i andelsboligen
Tagaltanen er de øverste altaner helt oppe på taget, og du har derfor ingen altaner over dig. Med andre ord skinner solen næsten altid på tagaltanen, og den sikrer fremragende udsigt blandt dine naboer. Den kræver dog mere i selve opsætningen, og derfor er den en tand dyrere.
”Tagaltaner er sværere at bygge, fordi man tit skal ind og ændre på tagkonstruktionen. Der er ikke så meget vægt, der presser på altanens spærrejern, så man skal sætte den fast på en anden måde, end man skal længere nede. Så tagaltanen er dyrere – det er Rolls Royce-modellen, men klart også det værd i forskønnelsesværdi” fortæller Louise Ganci.
Tagaltaner findes både som indeliggende og udhængende.
Se eksempler på altantyperne her:





Hvilke materialer kommer altanerne i?
Altaner kommer i forskellige afskygninger og med mulighed for tilkøb, som skræddersys efter ønsker og behov i andelsboligforeningen. De typiske materialer er:
- Beton (til bunden)
- Aluminium (til både bund og rækværk/værn)
- Stål (til både bund og rækværk/værn)
”Og materialerne kan også kombineres. Det vil sige, at man godt kan lave en stålbund med et aluminiumsrækværk. Man kan også lave en betonaltan med stål- eller aluminiumsrækværk. Så det kan kombineres på forskellig vis,” fortæller Louise Ganci.
Dertil kan man lave forskellige tilkøb. Får man sat en aluminium- eller stålaltan op, er det et oplagt valg med trægulve på, ligesom det kan se flot ud med træhåndlister på rækværket. Træet, der benyttes til både gulv og håndliste, er hårdttræ, der kræver minimal pleje.
Det er også muligt at få sat sideskærme/gavle op, hvilket kan skærme mod vind og vejr, ligesom sideskærmen kan beskytte privatlivet fra nysgerrige naboer. I nogle tilfælde kan dette være et krav fra kommunen, hvis altanen skal monteres ved skel til naboejendom.
Hvad koster det at få sat altaner op?
Da ingen bygninger er ens, og de mange muligheder i forhold til altantype, materialevalg, størrelser og udformning er mange, vil prisen på en altan variere fra projekt til projekt. Ligeledes vil prisen også se anderledes ud, hvis der blot skal sættes en enkelt altan op fremfor en hel ejendom – og der er store besparelser at hente, hvis man er 10 eller flere lejligheder på projektet.
”Opsætning af én til fem altaner er forholdsmæssigt dyrt, men så snart man kommer over 10 altaner i et projekt, så falder prisen meget. Der er nemlig nogle faste omkostninger, der bare skal betales – uanset om der er tale om én eller 100 altaner. Og hvis man ikke er mange at deles om de udgifter, så bliver det dyrere for den enkelte. Det kan altså derfor være en rigtig god idé at tale sammen i foreningen om, om der er flere, der ønsker altaner,” forklarer Louise Ganci.
Louise Ganci fra Altan.dk giver deres prisestimater for altanopsætning af de forskellige typer, hvis man er 10 eller flere lejligheder, der deles om udgifterne:
- Standard facadealtan: 170.000 – 190.000 kroner (omkring 300.000 kroner for en enkelt)
- Fransk eller spansk altan: 50.000 – 65.000 kroner (omkring 100.000 kroner for en enkelt)
- Tagaltan: 300.000 – 400.000 kroner som del af et altanprojekt (omkring 600.000 – 700.000 kroner for en enkelt)
Hvem søger byggetilladelserne til altanerne?
Et krav til altanopsætning er en byggetilladelse, som der desværre ofte kan være lidt ventetid på. I Frederiksberg Kommune kan der f.eks. være op til over et års ventetid på godkendelse af byggetilladelser til facadealtaner, mens der i Københavns Kommune i gennemsnit er 3-5 måneders ventetid. I de fleste tilfælde står håndværkerfirmaet for ansøgningen til kommunen – det gør Altan.dk også.
”Vi søger om byggetilladelsen. Vi siger gerne, at når man har indgået aftalen med os, så kan man bare læne sig tilbage og vente på, at vi kommer og monterer altanen. Det er selvfølgelig ikke helt rigtigt – der er noget koordinering ind imellem, og vi forsøger at holde vores kunder så godt orienteret omkring udviklingen i projektet som muligt. Men vi klarer det hele fra første besigtigelse til montagen af altanen,” siger Louise Ganci.
Hvad skal andelsboligforeningen selv have styr på inden altanopsætning?
Det er en god idé, at andelsboligforeningerne sammensætter et altanudvalg, der er ansvarlige for at undersøge, hvem og hvor mange der ønsker altaner til deres lejlighed, samt koordinere arbejdet med altanfirmaet og stå for kommunikationen til de øvrige andelshavere. Udover det klarer altanfirmaet resten.
To ekstra råd
1: Lav et altanreglement
Det er en god idé at fastsætte et altanreglement på forkant, så der ikke opstår konflikter over, hvordan altanerne benyttes – altså hvad man må, og hvad man ikke må. Aftal eksempelvis følgende i altanreglementet:
- Farverne på sejldugen eller læsejlet, som nogle bruger til læ: Må man selv vælge eller skal der være bestemte nuancer?
- Må man grille på altanen – og udelukkende med gasgrill?
- Terrassevarmer: Ja eller nej?
- Opbevaring: Må man opbevare genstande på altanen såsom køkkenaffald, flasker, osv.?
- Har altanen glasrækværk, må man så bruge altanen som pulterrum?
- Må man fastgøre noget i væggen såsom lys, eller skal muren være fri?
2. Snak om altaner i foreningen jo før jo bedre
Det er en fin idé at få italesat ønsket så tidligt som muligt. Det kan nemlig tage længere tid, end man lige regner med. Herved sikrer man sig også, at ingen andelshavere får igangsat noget andet arbejde, dér hvor udgangspartiet skal være – f.eks. sat en radiator o, som så igen ville skulle flyttes.
Hvor lang tid tager opsætning af altaner?
De fleste har måske en idé om, at selve opsætningen af altaner er en langsom og tung proces. Men faktisk går det langt hurtigere, end man skulle tro. Så snart byggepladsen er etableret på adressen, estimerer Louise Ganci, at Altan.dk skal bruge omkring 3,5 dag per altan. Desuden benytter Altan.dk arbejdsplatforme, hvorfor der ikke er behov for stilladser. På den måde slipper kunderne for at have stilladser stående foran deres vinduer i lange perioder. Så snart én opgang har fået sine altaner op, flyttes platformen videre til næste ranke.
”Det går ret hurtigt, når vi først går i gang med at montere altanerne. Vi bruger jo de her arbejdsplatforme, så vi fylder ikke så meget som stilladser. Så det er en relativt lille byggeplads. Men vi skal selvfølgelig have plads til materialer og vil nok komme til at spærre nogle parkeringspladser og fylde lidt i porten. Men alle de ting tager vi også hånd om i dialog med beboerne for at finde den bedste løsning. Og det plejer at forløbe ret smertefrit,” fortæller Louise Ganci.
Se video: Nye smukke altaner på Rahbekshus, Frederiksberg
Udskiftning af ældre altaner
Hvis jeres ejendom har betonaltaner, der er mere end 50 år gammel, er det en rigtig god idé at få foretaget et eftersyn af denne. I 1890’erne frem mod 1950’erne var det nemlig meget udbredt at sætte betonaltaner op med udliggerjern, og netop denne type konstruktion kan der være fare for nedstyrt. Og netop det skete i både 2018 på Nykøbing Falster og 2020 i Kolding.
Teknologisk Institut har fundet frem til, at der hænger godt 50.000-100.000 med lignende konstruktioner i Danmark. Udfordringen er, at udliggerjernet kan erodere med tiden. Styrter en altan ned, kan det være dyrt, da forsikringen i mange tilfælde ikke dækker, fordi det kan anses som værende manglende vedligehold.
Viser det sig, at jeres altaner er i så dårlig stand, at de skal udskiftes, hjælper Altan.dk også med dette. Processen er næsten den samme som ved nyetablering, dog med en tilføjelse af nedtagning af de gamle altaner, før montagen af de nye kan påbegyndes.
I mange tilfælde er disse gamle, slidte og usikre altaner heller ikke særligt store eller brugbare. Det kan derfor være en god idé at kigge ind i en udvidelse af altanerne. Ofte kan man på den måde både få en større, flottere og mere brugbar altan ved en udskiftning – samtidig med at du med ro i maven kan benytte den.


Altan.dk er en Danmarks mest erfarne virksomhed inden for levering og etablering af altaner på eksisterende ejendomme. Hvis du vil vide mere om nyetablering eller udskiftning af altaner, står Altan.dk til rådighed for en uforpligtende snak om jeres projekt.
→ Kontakt Altan.dk på telefon 70 70 20 18.
→ Du kan også læse mere på Altan.dk’s hjemmeside.
2 kommentarer
I mangler at fortælle om, hvem der skal betale hvad…..stueetagen (uden mulighed for altan) skal jo ikke være med til at betale nyetablerede altaner til dem på 1. Og 2. sal….derudover problemstillingen med løbende vedligeholdelse (hvem skal betale hvornår…(eksisterende altaner ved oprettelse af a/b, efterfølgende opsættelse af altaner, udvidelse af altaner i forbindelse med udskiftning af eksisterende); jeres artikel er langt fra fyldestgørende og inddirekte fejlbehæftet. .vil jeg påstå…)
Kære Søren
Tak for din kommentar til vores guide om altaner.
Hvem, der skal betale hvad, aftales indbyrdes i foreningen, men almindeligvis betaler man for den altan, som man får, og så fordeles fællesomkostningerne ved projektet ud på de beboere, som er med i projektet.
Selve betalingsplanen til altanprojektet aftales ved indgåelse af kontrakt og kan variere en smule.
Den efterfølgende vedligeholdelse af altanerne (som er minimal ved stort set alle typer Altan.dk-altaner) aftales i foreningen. Man kan her beslutte, om det er foreningen eller andelshaveren, som skal stå for vedligeholdelsen.
Et altanprojekt indeholder mange aspekter, og derfor har vi valgt de mest almindelige spørgsmål og svaret på disse i artiklen her. Man er altid mere end velkommen til at kontakte os direkte på 70702018 eller kontakt@altan.dk, hvis man har yderligere spørgsmål.
Mvh.
Louise Ganci
Marketingsansvarlig
Viser 0 af 2 kommentarer