Udlejning af andel – standardformular
En af vores andelshavere har udlejet sin bolig for to år. Der er skrevet lejekontrakt og alt er i orden i henhold til vores vedtægter. Spørgsmålet er, om der findes en standardformular til bestyrelsens godkendelse af lejerne og/eller en formular som indeholder et punkt som fx. “at lejer forpligter sig til at overholde andelsboligforeningens vedtægter på lige fod med andelshaveren”. Skal der udfærdiges et sådan stykke papir, eller er en alm. lejekontrakt nok?
Det vil være en god ide, at anvende en standard lejekontrakt ved fremleje. En sådan kan købes i alle boghandlere eller på nettet. Hvis I har en professionel administrator, vil administrator også kunne hjælpe jer med sådan en lejekontrakt, eller udarbejde en sådan for jer.
Af lejekontrakten skal det klart fremgå, at der er tale om fremleje og at lejeperioden er tidsbegrænset (start- og slut-data).
De bestemmelser fra foreningens vedtægter, som I ønsker, at en lejer også skal være opmærksom på, bør tilføjes i afsnittet øvrige bestemmelser i lejekontrakten.
Har du flere eller uddybende spørgsmål, hører jeg gerne fra dig igen.
Med venlig hilsen
Colliers Ejendomsadministration A/S
Carsten Volden
Direktør
Flere spørgsmål