Overtagelse og forældrekøb
Min kæreste og jeg har en andelsbolig i Hvidovre, som efterhånden er blevet for lille, og vi er nu blevet tilbudt en god handel på Nørrebro i København på en anden. Vi har dog i den forbindelse nogle spørgsmål, da vi mener at det ville være fordelagtigt at beholde vores nuværende lejlighed i familien. Det vi ønsker at opnå er at mine forældre køber andelen som en slags forældrekøb til min bror, som netop skal til at flytte hjemmefra. Han har dog ikke råd til at stå med lånet, og er kun i stand til at betale huslejen. Er der nogen måde at dette kan lade sig gøre, indtil han selv er i stand til at betale lånet? Kan han stå som ejer, og lade mine forældre kautionere eller kunne de hjælpe ham med afdragene? Hvordan ville det se ud hvis mine forældre stod som ejere af andelsbeviset? Han er studerende, så denne lejlighed er snart den eneste mulighed for ham ud over kollegium. Hvordan ville det fungere med boligstøtte, og hvad kommer der til at ske når han engang vil overtage andelsbeviset selv? Ville det være en fordel at skrive min bror ind på andelsbeviset og senere skrive mig selv ud for at undgå de forholdsvist dyre vurderinger mv. der er ved et skifte? Jeg prøver her at finde den billigste løsning for familien generelt. Mine forældre bor på nuværende tidspunkt i hus, men har ikke mulighed for at tage yderligere lån i boligen. I forbindelse med købet af den nye andel, har min kæreste og jeg behov for et gennemsyn af de regnskaber der er stillet op for foreningen. Det bliver en nystiftet forening i ældre ejendom, og med 6 andele til udbud. Dvs at der er papirer med byggetilsyn, forsikringer osv, for ikke at nævne de regnskaber der er stillet op for de fælles lån der ønskes optaget. Hvor kan vi henvende os for at få sådan noget set igennem, og få en ekstern vurdering om det ser fornuftigt ud?
De fleste andelsboligforeninger har det som et absolut vilkår at andelshaver skal bebo lejligheden. Det vil derfor nok være din bror der skal købe. Dine forældre vil kunne kautionere for lånet. Forældrekøb af andelsboliger er ikke almindeligt – og næsten altid umuligt.
I bør rette henvendelse til en boligadvokat der gennemgår papirerne i forbindelse med et køb.
Med venlig hilsen
Thomas Damsholt, advokat (H)
Rabenhorst & Thorlacius A/S
ADVODAN – Lyngby
Toftebæksvej 2
2800 Kgs. Lyngby
Telefon: +45 45 88 05 55
Telefax: +45 45 88 51 81
Flere spørgsmål