Maling udvendig
Iflg. generalforsamlingsbeslutning i 1990 (husene er bygget i -89) påhviler al udvendig og indvendig vedligeholdelse den enkelte beboer, men i vores vedtægter står der, “generalforsamlingen fastsætter nærmere regler for, hvorledes den udvendige vedligeholdelse skal foretages”, og der er de seneste 10 år brugt betydelige beløb af foreningens midler på udvendig vedligeholdelse! Nu påstår bestyrelse og generalforsamling så, at jeg selv skal male “mit hus” (som jo ikke er mit) udvendigt, hvilket jeg ikke mener, da det strider mod ovenstående § i vedtægter og giver mig ansvarspådragelse! Spørgsmål 1: Kunne generalforsamling i 1990 vedtage ovenstående uden at ændre vedtægter? Spørgsmål 2: Er beslutningen stadig gyldig, når efterfølgende generalforsamlinger har besluttet konkrete udvendige vedligeholdelser? Spørgsmål 3: Hvor længe gælder generalforsamlingsbeslutning?
Nej, jeg mener ikke generalforsamlingsbeslutningen fra 1990 er gyldig hvis vedtægterne siger noget andet. Kun hvis alle stemte for en egentlig vedtægtsændring er den gyldig og vedtægterne burde være ændret i overensstemmelse hermed.
Jeg bemærker dog at generalforsamlingen har en besluttende myndighed og hvis der ikke i vedtægterne har været taget stilling til hvorledes vedligeholdelsen skulle opdeles mellem forening og beboer, kan generalforsamlingen foretage denne opdeling. Så det er ikke nemt at svare entydigt da jeg ikke kender indholdet af vedtægterne.
Der er dog gået lang tid så det kan være for sent at fremsætte indsigelser (passivitet). Du bør få en advokat til at gennemgå vedtægter og generalforsamlingsbeslutninger.
Der er typisk ingen tidsfrist/gyldighedsperiode på denne type beslutninger.
Med venlig hilsen
Thomas Damsholt, advokat (H)
Rabenhorst & Thorlacius A/S
ADVODAN – Lyngby
Toftebæksvej 2
2800 Kgs. Lyngby
Flere spørgsmål