De seks mest udbredte myter om fremleje af andelsboliger
Overvejer du at leje din andelsbolig ud, fordi du af den ene eller anden grund ikke selv skal bo i den i en periode? Så har du formentlig også hørt mange myter, der giver et mudret billede af, hvad der reelt er af regler på området. Newsec afliver i denne artikel seks af de mest udbredte myter.

Hvorvidt du må fremleje hele eller dele af din lejlighed er forskelligt fra andelsboligforening til andelsboligforening. Reglerne for fremleje i den enkelte andelsboligforening vil i de fleste tilfælde stå i foreningens vedtægter, som i øvrigt suppleres af andre regler, herunder Lejeloven.
Ved fremleje, som også kaldes udleje i nogle foreningers vedtægter, menes der at hele eller dele af boligen lejes til en person, der ikke er en del af andelsboligforeningen. Det er temmelig udbredt, at andelsboligforeninger har såkaldt bopælspligt, hvor det er påkrævet, at boligen benyttes som helårsbeboelse af den enkelte andelshaver.
Grundet de forskellige regler og lovgivninger, er der med tiden opstået en del forvirring og misforståelser om, hvad reglerne om fremleje af andelsboliger egentlig er.
Myter om fremleje af andelsboliger
Newsec er vant til at rådgive andelsboligforeninger og kender derfor alt til de forskellige myter om fremleje på andelsmarkedet. De afliver her de seks mest udbredte.
-
”Jeg overholder bopælspligten, hvis jeg blot er tilmeldt på adressen i folkeregistreret.”
– Nej. For at opfylde bopælspligten skal du både være tilmeldt adressen i folkeregistreret såvel som bo i boligen. Dette kan fraviges ved fremleje, såfremt vedtægterne tillader det.
-
”Jeg kan fremleje min andelsbolig så længe, jeg vil.”
– Nej. Ofte har andelsboligforeningerne en grænse for, hvor længe du må fremleje andelsboligen. Ifølge ABF’s standardvedtægter kan andelshaveren kun fremleje sin andelsbolig i tilfælde af midlertidigt fravær af særlige grunde såsom udlandsarbejde, studieophold eller lignende.
-
”Jeg kan fremleje igen, når jeg vil.”
– Nej. Efter perioden med fremleje skal andelshaveren flytte tilbage og dermed opfylde bopælspligten igen. I nogle andelsforeninger står det explicit beskrevet, hvor længe man skal have opfyldt bopælspligten, før andelsboligen må fremlejes igen.
-
”Jeg kan let få dispensation fra bestyrelsen til at fremleje, hvis jeg har en god undskyldning”
– Nej. Du kan kun få dispensation til at fremleje din andelsbolig, hvis det er en godkendt begrundelse i foreningens vedtægter.
-
”Jeg kan nemt fremleje et værelse i boligen”
– Ja. Ofte er det formuleret i andelsforeningers vedtægter, at man kan et eller flere værelser ud på andre betingelser end fremleje af hele lejligheden. Du kan dog ikke benytte udlejning af værelser som et smuthul til at undgå bopælspligten. Det vil stadig forudsætte, at du selv bor i lejligheden.
-
”Jeg kan starte med at fremleje efter anskaffelsen af en andelsbolig og så se tingene an”
– Som udgangspunkt nej. Det ses ofte i andelsboligforeningers vedtægter, at der oveni bopælspligten er en såkaldt indflytningspligt, som betyder, at du er forpligtet til at flytte ind efter anskaffelsen af andelsboligen. Herefter kan det stå beskrevet, hvorvidt du skal opfylde bopælspligten i ét eller flere år, før du må fremleje andelsboligen.
Sæt dig ind i gældende regler
Ifølge Newsec, som hjælper 1.300 andels- og ejerforeninger i Danmark, skal du som andelshaver sætte dig ind i reglerne, inden du begynder at fremleje din bolig – og det er vigtigt at følge dem. Følger du ikke reglerne, kan foreningens bestyrelse nemlig tvinge dig til at flytte samt sælge boligen på dine vegne.
[su_spacer size=”15″]
Hos Newsec står vi klar til at hjælpe andelsboligforeninger med alt fra ejendomsadministration, juridisk rådgivning til projekt- og bygherrerådgivning. Newsec står for administration af 1.300 andelsbolig- og ejerforeninger i hele Danmark, og vi sikrer, at den daglige drift er i orden samt hjælper med at udvikle foreningen. Kontakt Newsec Property Asset Management for mere information.