En vedligeholdelsesplan sparer jer penge og gør ejendommen mere værd
Kasper Bilsby er indehaver af firmaet London og Bilsby. Ifølge ham er det alfa og omega, at andelsboligforeningerne har en vedligeholdelsesplan. En vedligeholdelsesplan er nemlig til for at passe på bygningerne, så holdbarheden bliver optimeret. Her kan du læse mere om, hvorfor en vedligeholdelsesplan er så vigtig, og hvad man selv kan gøre som forening.

Småting og mindre skader kan hurtigt udvikle sig og vokse sig uoverskuelige og dyre for andelsboligforeningerne. Udfaldne fager i et murværk kan ende med fugt- og frostskader og til sidst et helt murværk, der skal skiftes. Hvis man løbende fører tekniske tilsyn og registrerer manglerne tidligt, kan man komme pengepungen og overraskelserne i forkøbet med en vedligeholdelsesplan. En vedligeholdelsesplan indeholder tekniske undersøgelser af klimaskærmen og bygningen fra kælder til kvist og hvor alle hovedelementer, der kræver vedligehold undersøges.
”Det er vigtigt at tage højde for den respektive bygning, når man udarbejder en vedligeholdelsesplan. Hos os går vi teknisk gennem de forskellige bygningsdele og indhenter BBR oplysninger, hvis der skal tages højde for nogle forskellige forhold i bygningen,” siger Kasper Bilsby fra London og Bilsby, der har mere end 20 års erfaring med vedligeholdelsesplaner, planlægning og styring af byggesager i alle størrelser.
Spar penge på en vedligeholdelsesplan
Andelsboligforeningerne sparer pengene ved løbende at holde øje med de mange ting, der tages i betragtning i vedligeholdelsesplanen. Ved hjælp af et professionelt blik på ejendommens tilstand, får man et indblik i, hvad der inden længe skal skiftes, og hvad man kan lægge i skuffen et par år endnu.
Det kan til tider godt betale sig at fremskyde nogle renoveringer. Netop det kan man få et godt overblik over gennem en vedligeholdelsesplan. Det kan eksempelvis være, at det godt kan betale sig at få ordnet en række andre ting imens man alligevel er i gang med at få ordnet taget – også selvom de andre ting ikke nødvendigvis er helt udskiftningsparate endnu. Når der alligevel er stillads oppe, kan det godt svare sig at tage vinduer og døre samtidig, da man ofte så kan spare flere hundrede tusinde kroner på stillads og byggepladsudgifter.
Kasper Bilsby, indehaver af London og Bilsby








Indeklimaets treenighed
Når andelsboligforeningen sætter sig for at udarbejde en vedligeholdelsesplan, er det vigtigt, at alt, der vedrører foreningen, bliver gået igennem til punkt og prikke. Her er der rig mulighed for at tænke energirenoveringer og klimaoptimeringer ind. Ifølge London og Bilsby er der særligt tre ting, man skal tage højde for i vedligeholdelsesplanen, når det kommer til indeklima og energibesparelser.
”Der er tre kilder til et sundt indeklima – det er god isolering, god ventilation og varme. Når man har en dejlig varm lejlighed, er det naturligvis vigtigt at holde på varmen. Her er ventilationen en vigtig brik som mange overser, og som er altafgørende for, at indeklimaet samtidigt kan holde sig sundt,” forklarer Kasper Bilsby.
Sunde bygninger fra kælder til kvist
Kælderen
Fundamenter og facader er specielt noget, der afslører om en bygning er sund eller ej. Her er kuldebroer særligt noget, man ser efter i forbindelse med at sikre indeklimaet og undgå unødige energiomkostninger. Det er særligt i kælderen, at der kan opstå problematikker med fugten. Væggen fungerer som en fugtsuger, der tager fugten fra væggen og ånder den ud i rummet. Her arbejder London og Bilsby med en hårdt komprimeret skumart kaldet Calsitherm+. Pladen er skimmelresistent, opsuger fugten og ånder den ud i rummet, hvorefter man kombineret med etablering af en god ventilation i kælderen, leder fugten ud af kælderen og dermed opnår man tæt på den optimale løsning, til at holde fugt fra kælderen.
Lejligheden
Ifølge London & Bilsby vil faste retningslinjer til udluftning og ventilation komme alle til gode i en andelsboligforening.
Det er forskelligt, hvor gode folk er til at lufte ud. Derfor ser vi tit store forskelle på husets fugtniveauer, og det er der, at skaderne begynder. Eksempelvis skimmelsvampe kan ikke vokse på overflader med en normalfugt, men sætter sig hurtigt, hvis fugtniveauet stiger til over de normale værdier. Derfor er det utroligt vigtigt at komme med nogle bestemte anbefalinger i foreningen. Man kan eventuelt sige, at det godt kunne betale sig at installere et ventilationsanlæg, som sørger for tvangsventilering af alle lejlighederne – sådan noget vil være godt for de foreninger, der vil opretholde en god og sund bygning”
Kasper Bilsby, indehaver af London og Bilsby
Taget
Det er ikke unormalt, at London & Bilsby konstaterer ventilationsfejl i tagkonstruktioner, når de foretager tagtilsyn. Det er nemlig vigtigt, at taget er konstrueret på rigtig vis, hvis man skal undgå, at fugten lukker sig selv inde. I den forbindelse kan et byggeteknisk tilsyn og rådgivning også vise sig at være vigtigt.
”Hvis du som kunde går udenom rådgivning og går direkte til en tømrermester, kan der ofte opstå misforståelser. Du skal jo også sørge for at videregive helt korrekte oplysninger, så han ved, at han er ved at udbedre en skade og ikke bare er ved at skifte et tag.” understreger Kasper Bilsby.
Vedligeholdelse af vedligeholdelsesplanen
Hos London & Bilsby er løbende sparring et vigtigt element i udarbejdelsen af en vedligeholdelsesplan, men bestemt også efterfølgende.
Hos os følger vi altid vedligeholdelsesplanen til dørs. Derfor tager vi også med til generalforsamlingen og sørger for, at alle får den gået igennem. På den måde kan alle stille spørgsmål, og vi kan sparre om, hvordan og hvorledes planen er skruet sammen”
Kasper Bilsby, indehaver af London og Bilsby